Inspiration og gode råd

Her finder du inspiration og gode råd til at afholde Skole OL

 

Sociale medier og presse ved jeres stævne

Kommunikation og markedsføring af jeres Skole OL aktiviteter er vigtig, ikke bare for at få tilmeldinger til jeres stævner og forløb, men også for at få skabt synlighed for jeres forening i lokalsamfundet.

Vi har lavet en lille guide til, hvordan I kan sprede budskabet om jeres Skole OL aktiviteter på Facebook og andre sociale medier. I finder guiden HER.

Derudover kan I downloade skabeloner til presseinvitation og pressemeddelelse, så I kan få de lokale medier til at fortælle om jeres fede stævner og forløb for de lokale skolebørn.

 

Inviter de lokale skoler til jeres stævne

Vi opfordrer jer til at tage direkte kontakt til de lokale skoler og invitere dem til jeres stævner og eventuelle undervisningsforløb. Det er det, der virker allerbedst og på den måde kan I også få skabt en god relation til de lokale skoler og endnu bedre, de lokale idrætslærere.

Hvert år kan i downloade stævneinvitationer under “Dokumenter” i Sportstiming. Den kan I udfylde med jeres stævneinformationer, klublogo mm. Send den ud til skolerne på mail eller endnu bedre kør ud og aflever invitationerne fysisk på skolen.

Vi har samlet de bedste råd til, hvordan I kan tage kontakt til skolerne herunder.

De tre bedste råd er:

  1. Brug jeres netværk og tag kontakt direkte til lærerne på de lokale skoler. Måske kender I en lærer på en af de lokale skoler? Måske har I en elev eller forælder i klubben, som kan hjælpe med en direkte kontakt til nogle lærere på skolerne?
  2. Udvælg tre skoler, som I går all-in på at få med til jeres stævne. Dvs. tag ud på skolerne og give lærerne en invitation fysisk.
  3. Brug jeres medlemmer, som ambassadører. Giv jeres børnemedlemmer eller forældrene en flyer/invitation med hjem, som de kan aflevere til deres lærer.