Tæt på Caroline Bonde Holm

Højt oppe i luften, stor diversitet og deltagelse ved OL. Det er nogle af de ting, vi har talt med Caroline Bonde Holm, der er professionel stangspring og ambassadør for Skole OL.

Hvad betyder det for dig at være ambassadør for Skole OL?

Det er stort at få tildelt rollen som ambassadør. Det er en ære og være med til at vise ens sportsgren frem og vise, at man kan være med på alle niveauer, understrege fællesskabet og man samtidig kan have det sjovt undervejs.

Hvad er det fedeste ved stangspring?

Det må være den udfordrende del og diversiteten i træningen. Det er en god blanding af løb, gymnastik, motorik, styrketræning og teknik.

Hvor længe har du dyrket stangspring?

Snart 16 år. Jeg startede med gymnastik, da jeg var mellem 8 og 16 år. Min gymnastiktræner kendte en stangspringtræner, og de synes, at jeg skulle prøve kræfter med det. I sommeren 2006 stiftede jeg derfor for første gang bekendtskab med stangspring, og har ikke sluppet det siden.

Hvad har været din bedste oplevelse med stangspring?

Resultatmæssigt må det være, da jeg vandt bronze til junior EM 2009, det var en stor oplevelse. Jeg var slet ikke sat til at vinde medalje, så det var jo en hel vild følelse at stå med medalje om halsen. Men jeg har også fået en masse andre oplevelse med mig. Da jeg deltog til OL tilbage i 2012, var det en helt særlig og anderledes oplevelse at være med på den olympiske scene sammen med de andre danske atleter. Der var man sammen som Danmark, og jeg mødte mange af de atleter, jeg havde fulgt med hjemmefra på skærmen, det var lidt sjovt.

Hvorfor skal man starte til stangspring? 

Det er en anderledes og udfordrende sport, og så er det jo bare sjovt at komme op i luften. Det er fedt at udfordre sine færdigheder på flere plan. Samtidig er ens træning alsidig, og der er hele tiden mulighed for at udfordre sig selv, både fysisk og mentalt. Fællesskabet er også i højsædet, for du træner altid sammen med andre, og det betyder meget.

Nævn en ting som man umiddelbart ikke vidste om stangspring?

Der er ingen krav i forhold til længde og stivhed til stangen, du bruger til stangspring. Det bestemmer man selv, og det giver også rigtig god mening, da vi atleter er fysisk forskelligt bygget sammen.