Tæt på ambassadør Oskar Hvid

Cykle året rundt, venner over hele landet og nr. 6 til VM.  Det er nogle af de ting, vi har talt med Oskar Hvid, der er professionel cykelrytter og ambassadør for Skole OL.

Hvad betyder det for dig at være ambassadør for Skole OL?

Det betyder enormt meget, for det handler om passion og kærlighed til sin sport, og bringe den videre til den kommende generation. E-cykling er fremmede for de fleste, derfor er det også superrelevant, at e-cykling er en del af Skole OL. Samtidig læser jeg til lærer, så det er fedt at kunne inspirere eleverne på flere fronter.

Hvad er det fedeste ved e-cykling?

Det må være det med, at man kan fordybe sig et virtuelt univers, men det tager samtidig udgangspunkt i din fysiske formåen. For du bruger hele kroppen. Da e-cykling er virtuelt, kan du dyrket det hele året rundt, og du kan mødes med venner, cykle sammen og kommunikere sammen. Mange ungdomsryttere cykler kun om sommeren og foråret, for forældrene sender ikke deres børn ud på glatte vinterveje, men med e-cykling kan man dyrke den sportsgren, man elsker hele året.

Hvor længe har du dyrket e-cykling?

Det er på tredje år nu, at jeg kører e-cykling. Jeg cykler også på landeveje, men min interesse startede, da cykling lidt går på ”pause” om vinteren. Men med e-cykling kunne jeg stadig konkurrere hele året. Selvom man jo kun er en på en cykel, så er der et enormt stort fællesskab omkring e-cykling. Man kan cykle sammen på et hold i den virtuelle verden og samtidig få nye holdkammerater verden rundt.

Hvad har været din bedste oplevelse med e-cykling?

I sidste vinter blev jeg nr. 6 ved VM i e-cykling, som var en vild oplevelse. Jeg er blevet enormt grebet af det her ”univers”, og det er samtidig blevet et mere ambitiøst projekt for mig. Jeg har sat nogle mål for mig selv, og med de mål så er min motivation også blevet højere.

Hvorfor skal man starte til e-cykling?

Det skal man, da det er en anderledes måde at dyrke idræt på og møde andre mennesker. Det giver mulighed for at dyrke cykling alle steder, og nærmest lige når det passer en. Der er mulighed for at tilmelde sig alverdens cykelløb og udforske verden. Det giver samtidig et stærkt fællesskab, og der er stor mulighed for at udvikle sine færdigheder.

Nævn en ting, som man umiddelbart ikke vidste om e-cykling?

Der findes også en officiel regnbuetrøje, lige som der gør til landevejscykling. Regnbuetrøjen bæres af den regerende verdensmester i et cykelløb.