Hjælp os med at bygge OL i Børnehøjde!

I forbindelse med De virtuelle Skole Olympiske Lege, har vi også givet 200 skoler muligheden for at deltage i LEGO Challenge. Det er et ekstra tilbud og en unik chance for at skolerne får en stemme ind i Skole OL og komme med deres bud på, hvordan OL i børnehøjde ser ud. LEGO Challenge er et samarbejde med LEGO® Build the Change og Billund Kommune.

Hvad er LEGO Challenge?
Gennem LEGO Build the Change ønsker vi, at skolebørn i hele landet skal blive en del af det børne olympiske fællesskab, som Skole OL står for. LEGO Challenge er særskilt fra de øvrige konkurrencer i De virtuelle Skole Olympiske Lege. Det er et ekstra tilbud, som lærerne kan bruge på skolen til at skabe mere kreativitet og dialog omkring de olympiske værdier. Det er muligt, at samarbejde på tværs af fagene.

Efter lærerne har tilmeldt skole til LEGO Challenge, får de tilsendt 10 kilo LEGO klodser, som skal bruges til at løse opgaven. I kassen medfølger en beskrivelse af opgaven samt gode råd til at komme i gang. 

Opgaven går ud på, at eleverne skal bygge ‘OL i Børnehøjde’. Der vil være mange forskellige klodser til rådighed, og de kan bruges på mange forskellige måder, når eleverne skal fortolke på opgaven. Klasserne indsender deres bud, når opgaven er løst. Det sker via det virtuelle Skole OL univers, hvor skolen er tilmeldt De virtuelle Skole Olympiske Lege. I uge 22 trækker vi lod blandt de indkomne bud om en uges Build the Change workshop med LEGO. 

For at tilmelde skolen til LEGO Challenge, skal minimum 3 klasser fra skolen være tilmeldt De virtuelle Skole Olympiske Lege. Alle klassetrin er velkomne til at deltage. Der er maximalt 200 skoler, der kan deltage i LEGO Challenge, og pladserne fordeles efter først til mølle.

Hvad får du og din klasse ud af at deltage i LEGO Challenge?

  • De indkomne forslag vil blive brugt til at inspirere de kommende Skole OL sæsoner, og I får muligheden for at bidrage til dette.
  • LEGO klodserne er skolens eje efterfølgende.
  • For at sikre at alle får så meget som muligt ud af LEGO Challenge, inviterer LEGO koncernen til et webinar for lærere. Her vil LEGO koncernen introducere deres syn på ‘Læring gennem leg’. Webinarerne vil foregå den 5. maj kl. 09.00-10.00 og den 6. maj kl. 14.00-15.00. Du modtager et link til disse efter tilmelding til LEGO Challenge og vælger den dato, der passer dig bedst.
  • I uge 22 trækker vi lod blandt de indkomne bud om en uges Build the Change workshop med LEGO, som afholdes ude på skolen.


LEGO Challenge Tidsplan 

Fredag den 16. april lukkede tilmeldingen til LEGO Challenge. Ved tilmelding forpligter skolen sig til at indsende bud på løsningen af LEGO Challenge.

I uge 16 eller 17 modtager skolen LEGO Challenge kassen med opgavebeskrivelse. 

I uge 18 udbyder LEGO koncernen et gratis webinar for lærere i ‘Læring gennem leg’. 

Tirsdag den 25. maj er der deadline for indsendelse af et bud fra hver klasse. Bud på opgaveløsningen indsendes via det virtuelle Skole OL univers.

I uge 22 trækker vi lod blandt de indkomne bud om en uges Build the Change workshop med LEGO Koncernen, som afholdes ude på jeres skole.

Fakta om LEGO Build the Change
LEGO® Build the Change er et globalt non-profit event-baseret koncept, der drives af LEGO Koncernen og har eksisteret siden 2007.

Det er et koncept til både hoved og hænder (hands on, minds on), og det har til formål at inspirere børn til at udtrykke deres visioner og ønsker om fremtiden ved hjælp af LEGO klodser. Essensen i konceptet er at give børnene en stemme. 

Arrangementerne er altid emnespecifikke og tager udgangspunkt i temaer, som børnene kan forholde sig til – uanset om det er skolen, lokalsamfundet eller et helt andet tema. Temaerne kan variere – hvordan skal din skole se ud?, byg en børnevenlig og miljøvenlig by, eller byg forslag til vedvarende energi, etc. I øjeblikket tilbyder vi også en online version, hvor man kan arbejde med temaet miljø.