Skole OL byder velkommen til ULTIMATE!

Vi kan nu afsløre at Skole OL endnu engang udvider med en ny sportsgren. Frisbee sporten Ultimate er fra den 6. februar 2020 en del af Skole OL programmet.

Dansk Frisbee Sport Union har udviklet et genialt Skole OL koncept til Ultimate, hvor klasserne ikke bare spiller traditionel Ultimate, men hvor de dyster i fem sjove discipliner med fokus på FÆLLESSKAB, FÆRDIGHED og FAIRPLAY.

De fem discipliner er:

  1. Ultimate mixkamp
  2. Længdekast
  3. Præcisionskast
  4. Teamwork
  5. Spirit of the game

I videoen kan du se, hvad de fem discipliner egentlig går ud på:

Skole OL Ultimate er for 7. klassetrin og der er allerede nu stævner i kalenderen. Stævnerne afholdes fra marts til maj og arrangeres af lokale Ultimate klubber i hele landet. Klubberne glæder sig helt vildt til at byde alle 7. klasser velkommen og til at give eleverne en sjov og anderledes idrætsoplevelse med Skole OL Ultimate.

Ved stævnerne kåres en vinderklasse, som ikke bare vinder de eftertragtede Skole OL medaljer, men også en finaleplads i den store Skole OL Finale i Aarhus i juni 2020.

Indtil nu er der stævner i Frederikssund, Lyngby, København og Odense, og der er flere på vej. Hold øje med Skole OL kalenderen eller opret en Skole OL profil og få direkte besked, når tilmeldingen åbner for et stævne nær dig.

Vi glæder os til at se jer!

#kastmedos