Rend & Hop – løb, spring og kast for 4.-7. klasse

På Skole OL’s nye undervisningsplatform finder du undervisningsmaterialet Rend & Hop. Materialet er udviklet af Skole OL i samarbejde med Dansk Atletik og lægger vægt på, at atletik skal være enkelt, sjovt og med højt aktivitetsniveau.

Rend & Hop byder på aktiviteter opdelt i løbe-, springe- og kasteaktiviteter. Hver aktivitet har tilknyttet læringsmål og udstyrsliste samt informationer om hvor lang tid aktiviteten tager og hvor den kan laves. Derudover indeholder materialet en række opvarmningsøvelser, som sørger for, at eleverne bliver klar til at løbe hurtigt, kaste langt og springe højt.

Aktiviteterne i Rend og Hop kræver hverken et atletikstadion eller en løbebane. Materialet er udarbejdet med øje for, at ikke alle skoler har atletikfaciliteter, som længdespringgrav og løbebaner til rådighed. Aktiviteterne kan sagtens udføres i fx skolegården eller på græsplænen. Rend og Hop er et dynamisk undervisningsmateriale som løbende bliver opdateret med nye øvelser og aktiviteter.

Materialet er understøttet af illustrationer og videoer, der gør det nemt for læreren at overskue, hvad aktiviteten går ud på samt viser hvilke tekniske ting, der er vigtige at fokusere på i fx et længdespring.